Den følelese man får ved at stå ved havet.
Alene mod oceanet der larmer mod stranden. Det er som om det truer dig. Høje bølgeskvulp og larmende måger. Men man står som forstenet og kigger mod horisonten, som om man ikke opfatter hvad havet har at sige. Man trækker den friske luft helt ned i bunden af maven og mærker hvor blegt og koldt det hele er. Håret blæser, samme vej som planterne på de hvide klitter. Her er tomt, men fyldt af alt og intet. Her kan tankerne flyve, samme vej som vinden.
Her er bedst om efteråret. Her kan man få stranden for sig selv. Man behøver ikke dele vinden og havet med andre. Men alligevel er det for meget for én person. Man kan ikke rumme al tomheden og larmen for sig selv. Her er for stort.
Jeg kan alligevel stå her længe, men så får jeg nok og vender hjemad med røde kinder og rød næse. Følelsen af havet vil sidde fast i kroppen.
Følelsen af at stå ansigt til ansigt med det store hav.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vi sætter pris på hver enkelt kommentar, og modtager meget gerne respons.